Der er nogle klare kulturelle forskelle, når man bevæger sig fra ét land til et andet. I Kina og Rusland er det eksempelvis ikke almindeligt, at sige ?tak? til folk, der blot udfører deres arbejde. Hvis du eksempelvis sætter dig til bordet på en russisk restaurant, bestiller noget mad, og tjeneren lidt senere kommer og serverer den for dig: så ville du måske sige ?tak? til tjeneren, fordi du er opvokset i Danmark. Men en russer ville ikke sige tak. Hvorfor skulle de dog det? Tjeneren har jo ikke gjort noget exceptionelt eller overraskende. De har ikke gjort dig en tjeneste, eller behandlet dig på en særligt god måde. De bliver betalt for at servere den mad, som du betaler for, og det er derfor en selvfølge at de gør det. Der er ingen grund til at takke dem.
På en måde kan jeg godt forstå den logik. Det er også en fair nok kritik af vores samfund, at vi udhuler ordet ?tak?. Det bliver meningsløst og mister sin værdi, når det bliver kastet rundt på autopilot. Hvad betyder et ?tak? reelt i dag, hvis man kan få det af at gøre ting, som man jo er ansat til at gøre? Hvordan kan du se forskellen på et automatisk ?tak? baseret på de sociale spilleregler, og så et ?tak? der kommer fra hjertet, fordi den anden person reelt er taknemlig overfor det, du har gjort?
Jeg ville ønske at det var sådanne spekulationer, der ligger til grund for, at vi i Danmark er blevet dårligere til at sige ?tak?. Men det er det ikke. Det er derimod produktet af en bevægelse, der ønsker at modsætte sig de sociale spilleregler, uden at have planer om at erstatte dem med noget andet. Det er ren provokation, uden et mål eller et alternativ. Hvis en af disse provokatører tog til Rusland eller Kina, ville de nok begynde at sige ?tak? – blot for at trodse normerne.
Jeg tror vi er nødt til at erkende, at opdragelse er en vigtig ting. Jeg ser intet galt i, at holde fast i vores brug af ordet ?tak? på. Der er nemlig kontekst, der kan afsløre hvad vi mener med det. Når to mennesker kigger hinanden ind i øjnene, så er det som at kigge ind i et glasskab. Du kan se hvad der er derinde. Om det er et ?tak? der udspringer af samfundets normer, eller direkte fra hjertet i form af taknemlighed. Men uanset om det er det ene eller det andet, så er det noget vi kan værdsætte. En person der følger de sociale normer er stadig høflig, og kommunikerer at de har tænkt sig at opføre sig pænt. Det er en slags erklæring om fred, der kan få modtageren af det ?ligegyldige? tak til at slappe af og føle sig godt tilpas.
